Efter-barsel

Jeg sidder og hækler, alene i sofaen. Sidder med en følelse af, at babyalarmen om lidt vil give lyd fra sig, i form af en masse skatten, når Asta fumler ved babydelen. Men det er snyd og bedrag, den her følelse, symptomer på *efter-barsel, for babyen der snart er en tumling, er i vuggestue. Vuggestuen som hun bare har taget i så stiv en arm, at jeg næsten ikke tror på det. Pædagogerne siger stor grinende, at hun er fantastisk. Og det kan jeg jo virkelig kun give dem ret i.

*Efter-barsel, kropslige fornemmelser, der ikke tilsvarer den egentlige situation :)

Så nu sidder jeg her og hækler, mens jeg igen undrer mig over tid som fænomen. For hvor blev min barsel og min baby lige af? Klicheen driver tykt ned af væggen bag mig.

Fra nu af står den på jobsøgning, arbejde med mit eget mod til at forfølge ideer og drømme, arbejde på at tænke ud af boksen og udfordrer mig selv.
Igår sendte jeg foreksempel en ansøgning afsted til innovationsfondens iværksætterpilotforløb. Jeg fik nemlig en ide i barselsboblen, så nu prøver jeg, uden forventninger men med håb selvfølgelig.

Bare det at ansøge, er en god og sund udfordring i at stoppe de indre kritiske stemmer, der hellere fortæller mig at jeg ikke dur til noget, end det modsatte.

Men, hvo intet vover intet vinder!

Go' dag

Januar

Januar 2016.

Jo. Jeg er her endnu. Jeg var der også igår og for længe siden. Fuld af ord, men alligevel så tom. Efteråret greb mig, greb os som familie, med sygdom, indlæggelse, dræn, 30års fødselsdag, sygdom.. Og så pludselig en jul der fór forbi, så julestemningen først ramte her den anden dag. Men jeg var her. Og er her nu. Bare tavs.

Januar er kommet med nyt gå-på-mod (heldigvis), nye ideer, nye- men også mange af de samme tanker som før. Der er et par ting jeg er begyndt at gøre nu, jeg ikke gjorde før:

1. Jeg har købt mig en mayland kalender, hvor jeg skriver de ting ned jeg får gjort den pågældende dag. Jeg har nemlig en kedelig tendens til at bilde mig selv ind, og skælde mig selv ud over, at jeg intet når. Det gør jeg! Og den blanke side motiverer mig til at få noget skrevet på. Jeg kalder det en "did do"-liste. Det giver samtidig en god fornemmelse for tid, hvad jeg egentlig kan nå i løbet af en dag med en baby, og hvor uforudsigelige dagene er.

2. Jeg forsøger at få skrevet ideer ned i notesbøger. Ideer til koncepter, sociale tiltage, samfundsstruktur.. Store og små ideer skrives ned i en bog med linjer. I en anden uden linjer, tegner jeg skitser af ideer til tegninger, julepynt, diverse ophæng, osv. Det er i en erkendelse af, at jeg glemmer ideerne, at de skrives ned. På den måde går de fra tanke til fast form, og får et sted at holde til uden for mit hoved. Må hellere få startet en med ideer til blogindlæg også!

3. Jeg er begyndt at løbetræne. D.27/12 steg jeg ud af bilen efter et par dage i vestjylland, med julesul og brunede kartofler, med kartofler på kartofler. Og hvad sker der. Knappen i buskserne springer op. Det var vidst hentydning nok! Så nu står den på C25K (app med løbeprogram) det giver energi, kropsligt velvære, og 30-40min ren frihedsfølelse. Ingen tanker, ingen rod, ingen andre, kun mig og min vejrtrækning, kulden i kinderne og skoene mod jorden.

Egentlig synes jeg 2016 starter ret godt ud, for mit og min lille families vedkommende. Jeg hilser 2016 velkommen og glæder mit til de udfordringer, der ligger forude.

Godt nytår!

Noget om timing eller mangel på samme...

Ligger her i mørket. I min seng. Burde sove, men bruger i stedet en stund for mig selv, i stilhed. 

De tre andre sover. 

Vi kører på tredje uge med sygdom i huset. Otto slutter en pencilinkur for lungebetændelse imorgen, men før vi fandt ud af hvad det var, havde han været hjemme fra børnehave pga. let feber og lav energi. Nu er manden ramt, fuldstændig slået i gulvet, Asta virker til at have tænder på vej, og jeg har klippet mig ret meget i en finger med en beskærersaks (dumt! Meget dumt!).

Timet og tilrettelagt, eller slet ikke det der ligner.

Jes's. Er helt blæst. Det er så hjernedød hårdt. Er du så færdig mand! 

Håber og krydser for, at du derude er frisk og fuld af energi til at nyde ferien og efteråret. Drik lige en kop kakao,

 og strik lidt på en sok for mig

Lag, på lag

I sidste uge stod jeg og kiggede ud af vinduet på Ottos værelse, og mit blik fangede noget der flaksede i luften. Det var en sommerfugl, der satte sig på genboens gavl. Lige foran vinduet opdagede jeg en edderkop i sit spind, men det slørede lidt, på grund af en fedtet plet på indersiden af ruden, sikkert fra Ottos hånd, da han har kastet en plastik grøntsag (en majs) ud af vinduet. Samtidig lege Otto med LEGO og Asta pludrede, siddende på min hofte, og min armmuskler begyndte at værke lidt under Astas vægt. 

"Efterår på instagram"

Lige der, lige i de sekunder, gik det op for mig, hvor stor betydning det har for min milde fødselsdepression, at jeg er særligt sensitiv. For lige der, blev det tydeligt, hvor mange lag jeg næsten konstant bemærker og tager ind, analyserer og bearbejder. Det gik op for mig, at det er derfor jeg reagerer på forandringer, som jeg tidligere skrev om, fordi det ligesom rusker op i ting, der ellers var stabile. Alle vores lag fik jo pludselig en ekstra dimension, med Astas ankomst. 

De sidste 5mdr. (FEM MÅNEDER, WTF...?) er gået med at finde "os", finde ind til os som familie, finde ro, stabilitet og rytme, med en lille baby og en vidensbegærlig krudtugle af en 4årig. Hvem er vi nu? Og hvad gør vi nu (lille du)? 

Jeg skal starte i sundhedsplejens tilbud om gruppeterapi for fødsels"reaktion". Vi havde besøg af en af de sundhedsplejersker, som står for gruppeforløbet, og jeg tror der skete noget lige der. For både mig og Rasmus. For siden er det for alvor gået fremad. 

Og i sidste uge, føltes det pludselig som om, at tågen og ensomheden i mit hoved  lettede. Mere energi, mere glæde, mere overskud. 

Efter samtalen fik vi bestil madkassen "Livretter" hos Årstiderne, og hvor er det bare en lettelse. Helt vild! Dels fordi vi ikke skal stresse over at få lavet hverken madplan og handle, dels fordi opskrifterne nu er på papir og lige til at gå til - for os begge to! Aftensmaden "hænger ikke på" mig. Råvarerne er friske, lækre og økologiske, præcis som vi kan il' det (dette er ikke sponsoreret, blot begejstring og lettelse). Derudover har vi nu haft to weekender, med ro, og tid til at lege, rydde op i skabe, skur, køkkenhave, roderum - hvilket har fyldt i mit hoved, fordi der også var rod, hvor vi opholder os (Appropos lag). 

- Og jeg har lært mig at hækle, total optur, at jeg har kunne sætte mig ned, og gør det, rent faktisk GØRE DET. Holde fokus. Total optur!

Følelsen af at være alene, ensomheden, har ikke været så udtalt og det føles SÅ godt. 

Tanker om aftryk

Da min lillebror blev døbt, var det et frygteligt snevejr. I februar. Jeg var 5år. Det sneede og sneede og sneede. Min fætter stillede sig i haven, med armene ud til siden, og sagde at han ville bygge en snemand. Så stod han der i nogle minutter, og ventede på at blive dækket af sne, mens vi andre tumlede rundt. Senere, indenfor, dristede jeg mig til at åbne havedøren, og stikke min lille fod ud i sneen, til at lave et aftryk...

I al den tid jeg har blogget, har jeg spekuleret over, hvorfor jeg blogger. Hvad er det jeg vil, hvorfor? For hvis skyld osv. Det tænker jeg tit på. Tænker i argumenter for og imod. Gransker. Gransker behovet for at tale "offentligt", behovet for at pille i navlen og smide derud i den store internet sfære, hvor alle potentielt er modtagere, hvor farerne lurer og alt gemmes. 

Jeg er kommet frem til dette:

Jeg blogger for min egen skyld. Det er fedt med følgerne og kommentarer (!), men det er primært for min egen skyld. Og det er det fordi, jeg har brug for den personlige udfordring det er, at stille mig der ud, ud i (den online) verden og tage en plads, give mig selv lov til at sige det jeg vil. 

Det lyder måske små narcissistisk når det bliver skrevet sådan sort på hvidt, men bloggen er mit forsøg på at starte et mønsterbrud. Mønsteret, hvor jeg aldrig kan sige eller gøre noget godt nok, hvor jeg altid slår mig i hovedet, og ikke tilgiver mig selv at være menneske. Hvor jeg træder til side for at give andre plads. Ikke at jeg bare vil droppe det, forstå mig ret, men når man altid træder til side for andre, kan man miste fornemmelsen for sig selv (man = jeg).

Da jeg startede bloggen læste jeg lidt om at starte en blog, og hvor vigtigt det var, at gøre sig klart, hvad bloggen kunne give andre. Helt ærligt, det ved jeg faktisk stadig ikke helt. Her er der ikke som sådan et tema. Eller er der? Er temaet for min blog hverdag, personligudvikling, og livet (mit liv)?

Om det giver andre end mig selv noget, ved jeg ikke. Men det er mit voksne forsøg på at lave et aftryk i sneen.

En beklagelse, og noget om at være en flue på væggen

Nå da for et brokkehoved jeg kan være. 

Sorry. 

Men ja barselsboblen er (i hvert fald i mit tilfælde) en boble, hvor alle følelser er i spil, hvor den ene dag kan være god og glad, nærværende og mild, mens den næste kan være træt, sur og tåget. Jeg forsøger, og det er svært, men jeg forsøger også at være nærværende i det sure og trætte, mærke efter og finde ud af hvad der er på spil. 

Men egentlig vil jeg skrive om det forunderlige i at se, en relation mellem to søskende udfolde sig. For hvor er det helt utrolig magisk at være vidne til. Jeg føler mig som en flue på væggen. Det er fedt! 

Asta er snart 5mdr. 

Da hun var omkring 3mdr. Fik hun for alvor øje på Otto, inden det kunne hun aldrig nå at stille skarpt på ham, før han var hu hej væk igen. Men ved 3mdr. fik hun for alvor øje på ham over spisebordet. Da hun var omkring 4mdr. fik Otto for alvor øje på hende, og at hun havde øje på ham. Han synes hun er så sjov og kan skrald grine af hendes runde mave, hendes mimik, lyde... You name it. 

I sidste uge udbrød han "åh mor jeg er så forelsket i Asta", og da hun i forgårs fik desideret grine flip mens hun kiggede på ham, voksede han med flere centimeter lige i det sekund. Stoltheden lyste ud af ham, og er blevet fortalt i børnehaven. 

Det er sjovt når Asta ser Otto. Hendes blik bliver ligesom et andet, og lydene også anderledes, mere mangfoldig, og hele kroppen kommer i bevægelse. Hvis hun græder, lyser hun op og falder til ro. 

Det er meget tydeligt at de, allerede, er ved at udvikle en relation og en forbundethed, som ligger uden for vores række vidde. Og jeg kender det jo fra min egen relation til mine søskende. Det er bare noget helt særligt, og hvor er jeg glad for, at vi har givet Otto og Asta hinanden. 

Jeg ved, at det bliver krig og kærlighed, men jeg ved også, at relationen kan bære det, styrke og støtte dem i alt hvad livet bringer.

Pip

Pip

Nogle gange får jeg pip af at gå herhjemme, af at se på, hvor lidt jeg får lavet, af at sidde på den samme gren og synge den samme sang. Af at tænke de samme tanker, og blive filtret ind i de samme gamle mønstre. Kunne jeg da for pip ikke bare pippe noget nyt eller finde lidt ro med pipperiet... 

Andre gange får jeg pip af at bo i rækkehus med en nabo, der råber og ryger, og har råbende rygende gæster, i en sådan grad at jeg får astmaanfald i min stue, hvis enten havedør eller vinduer står åbne. Af at bo så tæt at naboens intime og private sager, bliver del af mine natlige drømme. Af at bo så tæt at man kan høre råbende diskussioner gennem væggene, og hvad de ser i tv.  

Jeg får pip og lyst til at tage på træk, søge mod sommer, sol og åbne vidder. Med tid og ro til fordybelse, hvor jeg kan få nye sange at synge, i stedet for de her gamle, efterhånden lidt trævlede nogen.

Det er squ godt jeg har lært mig at hækle, for måske kan jeg hækle nogle nye klude af de trævlede sange? Pip for det, og så pip pip herfra...